Top 10: Flest kampe i Premier League

Gareth Barry fodbold

Siden Premier League blev oprettet i 1992 har den udviklet sig til den mest promoverede nationale liga i verden. Weekend efter weekend ser millioner af fodboldfans med, når Manchester United, Liverpool, Arsenal og de andre storhold går på banen i England.

Især i juletiden er det stor fokus på Premier League. Modsat de andre store ligaer, som holder en mindre julepause, så er skemaet i Premier League altid helt pakket.

Den 26. december byder altid på et fantastisk program, og i England er det den største dag på året. Boxing Day, som dagen kaldes på de britiske øer, er en af de største sportsdage overhovedet, og på Mesterbold vil du finde optakter, live streams og spilforslag til kampene.

Top 10: Flest kampe i Premier League

I forbindelse med julen har Mesterbold kigget nærmere på de mest rutinerede Premier League-spillere siden begyndelsen i 1992. Dermed gælder kampe spillet i den bedste engelske række før 1992 ikke med i vores optælling.

1. Gareth Barry – 642 kampe

Gareth Barry er den eneste spiller på listen, der stadig er aktiv, og det gør førstepladsen endnu mere imponerende. Den defensive midtbanespiller fik sit gennembrud i Aston Villa, hvor han spillede fra debuten i 1998 og indtil 2009, hvor han skiftede til Manchester City.

Her var han en fast del af holdet indtil 2013, hvor han tog til Everton på en låneaftale. Det skulle vise sig at blive en succes på Goodison Park, hvorfor han skrev under på en tre-årig permanent aftale i Everton.

Da denne udløb i 2017 skiftede han til West Bromwich Albion, hvor han stadig får godt med spilletid. Han har spillet 53 landskampe for England, men har ikke været aktuel siden 2012. Det bliver næsten umuligt at slå Gareth Barrys Premier League-rekord, som han endda udvider hver weekend.

2. Ryan Giggs – 632 kampe

Ryan Giggs er født i Wales, men flyttede allerede til Manchester-området som 8-årig fordi hans far fik en rugby-kontrakt. Han spillede faktisk sine første ungdomsår i Manchester City, men han skulle senere blive en legende i Manchester United, hvem han repræsenterede 632 gange i Premier League.

Han var en del af det meget talentfulde United-hold, som virkelig slog igennem i halvfemserne med Neville-brødrene, Schmeichel, Beckham og Nicky Butt. Han scorede mål i samtlige Premier League-sæsoner med undtagelse af 2013/2014, som skulle vise sig at blive hans sidste. Han vil blandt andet blive husket for sin dribletur igennem Arsenal-forsvaret i en FA Cup-semifinale imod Arsenal.

Han arbejdede i Uniteds trænerstab fra 2014 til 2016, men forlod klubben, da Jose Mourinho blev ansat som cheftræner.

3. Frank Lampard – 609 kampe

Frank Lampard voksede op i London, og han var en del af en meget talentfuld årgang på West Hams akademi. Han fik sin debut i 1996, og blev senere udlejet til Swansea. Han viste sig som et lysende talent i de sene halvfemsere, og skiftede i 2001 til lokalrivalerne fra Chelsea for 11 millioner pund.

Her spillede Lampard i de næste 13 sæsoner, og han nåede at spille 429 kampe for klubben. Han var med til at vinde tre mesterskabet, fire FA Cup-titler, Europa League og Champions League inden, at han skiftede til New York City i 2014.

På grund af den anderledes turneringsstruktur i MLS, valgte han dog i januar 2015 at stille op for Manchester City, og her nåede han yderligere 32 Premier League-kampe inden returen til New York. Han repræsenterede England hele 106 gange, og vil altid blive husket som en af Englands bedste midtbanespillere.

4. David James – 572 kampe

David James er den anden målmand på listen over de mest rutinerede spiller i Premier League. Han slog igennem i Watford, hvor han spillede mellem 1988 og 1992. Herefter skiftede han til Liverpool, hvor han for alvor fik sit internationale gennembrud.

Han stod 214 kampe på Merseyside inden han skiftede til Aston Villa i 1999, og herfra startede hans karriere som fodboldnomade.

Fra 2001 nåede han at repræsentere West Ham, Manchester City, Portsmouth, Bristol City, Bournemouth, Vestmannaeyja og Kerala Blasters. Han nåede også at spille 53 landskampe for England inden, at han trak sig tilbage.

5. Gary Speed – 535 kampe

Walisiske Gary Speed blev født i 1969, og var allerede som 15-årig en del af Leeds Uniteds akademi. Han fik sin Premier League-debut i 1988, og spillede de næste otte sæsoner i Leeds United indtil, at han skiftede til Everton i 1996.

Året efter blev han uvenner med manager Howard Kendall, og så sig derfor nødsaget til at skifte til Newcastle i januar 1998. Han var en del af et meget stærkt hold med bl.a. Alan Shearer, og han scorede et mål i Champions League i 2002.

Efter 213 kampe i det nordlige England valgte Gary Speed i 2004 at skifte til Bolton Wanderers, og her spillede han sine sidste fire Premier League-sæsoner inden han afsluttede karrieren i Sheffield United.

Han blev udpeget som manager for det walisiske landshold i 2010, men han afgik ved døden i november 2011. Hvil i fred.

6. Emile Heskey – 516 kampe

Emile Heskey fik sit gennembrud i Leicester City i slutningen af halvfemserne, og det sikrede ham et skifte til Liverpool. Han blev købt for 11 millioner pund, hvilket på daværende tidspunkt var transferrekord for Merseyside-klubben.

Heskey besad en enorm fysisk power, hvorfor han var et helvede for modstanderholdenes forsvarsspillere, men han havde ikke en særlig veludviklet målnæse, hvorfor han kun én gang nåede at score mere end 10 Premier League-mål på en sæson.

Efter storhedstiden i Liverpool nåede han at spille for Birmingham, Wigan, Aston Villa, Newcastle Jets inden, at han sluttede af i Bolton og The Championship. Han trak sig tilbage i 2016, og kan i dag se tilbage på en meget flot karriere.

7. Mark Schwarzer – 514 kampe

Australske Mark Schwarzer kom til Premier League i 1997 efter korte ophold i Dynamo Dresden, Kaiserslautern og Bradford. Han stod hele 367 kampe for Middlesbrough indtil 2008, og han er dermed en udlænding, der har spillet flest kampe for én klub i Premier League.

Efter kontraktudløb i 2008 skrev han en ny kontrakt med Fulham efter at have afvist klubber som Bayern München og Juventus, da han prioriterede spilletid. Efter fem flotte sæsoner i Fulham, som blandt andet bød på et Europa League-eventyr under Roy Hodgson, skiftede han i 2013 til Chelsea, hvor han var andenmålmand indtil 2015.

Herefter skitede han til Leicester, og selvom klubben vandt mesterskabet i den sæson, så stod han ikke de fem påkrævede kampe, og han fik dermed ikke nogen medalje.

8. Jamie Carragher – 508 kampe

Ligesom det var tilfældet med Steven Gerrard, så har Jamie Carragher også spillet samtlige sin 508 Premier League-kampe for Liverpool. Han kom til Merseyside-klubben som 10-årig, og brugte herefter 27 år på Anfield.

Han har aldrig vundet Premier League, men han var med på holdet, der vandt Champions League i 2005. Jamie Carragher var kendt som en kompromisløs forsvarsspiller, der ikke holdt sig tilbage for at skrælle en modstander sammen.

Siden han trak sig tilbage i 2013 har Carragher foldet sig ud på skærmen i England, hvor han arbejder som pundit for Sky Sports ligesom, at han også er en del af Champions League-dækningen for Viasat i Danmark.

9. Phil Neville – 505 kampe

Phil Neville er opvokset i Manchester-området, og derfor har han også fået sin opvækst på Manchester Uniteds akademi. Han startede på Uniteds Premier League-hold i 1994, og her nåede han at spille 263 PL-kampe inden han valgte, at skifte til Everton i 2005.

Han var ikke noget teknisk vidunder, men han var en meget dygtig forsvarsspiller, som besad den helt rigtige mentalitet, hvorfor han også var en af trænerens favoritter.

Phil Neville nåede at spille 59 landskampe mellem 1996 og 2007, og han trak sig tilbage fra fodbolden i 2013. Han har haft trænerjobs i Manchester United, Salford (som han medejer) og senest Valencia, hvor han var assistent for bror Gary Neville.

10. Steven Gerrard – 504 kampe

Som den ene af tre spillere på listen, har Steven Gerrard spillet samtlige af sine 504 Premier League-kampe for én klub – Liverpool. Stevie G fik sin debut for Liverpool den 29. november 1998, og udviklede sig i de efterfølgende år til en af verdens bedste midtbanespillere.

Han var meget løbestærk, lagde gode afleveringer, og så havde han ikke mindst et brag af et langskud, hvorfor han også står noteret for hele 120 Premier League-mål.

Han nåede også 114 landskampe for England inden han afsluttede karrieren i LA Galaxy, hvor han spillede i 2015/2016-sæsonen. I dag er Steven Gerrard ansat på Liverpools akademi, hvor han har ansvar for U19-holdet.

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2505 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring – både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.