Statistik over hooligans og fodboldvold i Premier League (Infografik)

Hooliganisme har historisk set været et kæmpe problem i England, og det har haft stor betydning for, hvordan man afvikler fodboldkampe i dag.

Selvom fodboldvold har fundet sted over hele kloden, så siger man, at fodboldhooliganisme stammer fra England.

Særligt i 1970’erne og 80’erne var slagsmål nærmest en normal hændelse i forbindelse med fodboldkampe, men den engelske regering ledet af Margaret Thatcher besluttede sig for at gøre noget ved det.

Heldigvis er problemet ikke særligt stort i engelsk fodbold i dag. De mange tiltag har haft en tydelig effekt på mængden af fodboldvold, men engelsk politi foretager dog stadig en del anholdelser i forbindelse med fodboldkampe.

Vi har lavet en infografik, hvor vi har kigget nærmere på, hvad der foregår af ulovligheder til de engelske fodboldkampe. Dataen er taget fra de officielle rapporter, som hvert år bliver udgivet, og det er med fokus på 2016/2017-sæsonen.

– Se også vores top 20 over verdens største derby-kampe

West Ham var værst

West Hams fodboldfans har i mange år haft et blakket ry. I 70’erne blev Inter City Firm oprettet, og det var navnet på en stor gruppe af hooligans med et tilhørsforhold til West Ham United fra det østlige London.

De var blandt de mest kendte hooligangrupper i verden, og det var ikke tilfældigt, at filmen ”Green Street Hooligans” er baseret på netop ICF.

Dengang var de kendte for altid at efterlade et visitkort med teksten ”Congratulations, you’ve just met the ICF” på de hooligans, de sloges imod.

Der er ikke meget aktivitet omkring gruppen i dag, men West Ham var alligevel klubben med klart flest anholdelser i Premier League i sæsonen 2016/2017.

Der blev foretaget 65 anholdelser af West Ham-tilhængere i forbindelse med nationale fodboldkampe i sidste sæson, og det er sket til 38 Premier League-kampe, 3 Carabao Cup-kampe og en enkelt i FA Cuppen.

Kigger man nærmere på, hvor mange der blev anholdt for vold, så er West Ham faktisk den værste klub i de øverste fire rækker i England. Hele 27 gange blev West Ham-tilskuere anholdt for voldsrelaterede hændelser, hvilket er klart flest af alle hold.

Det siger dog også noget om, at voldsproblemerne i England er nede på et historisk lavt niveau, hvilket selvfølgelig er positivt. Der er dog stadig folk, der vil mene, at restriktionerne til engelsk fodbold ikke hører hjemme.

F.eks. er det ikke længere muligt at nyde en øl samtidigt med, at man ser fodbold. Det er tilladt at drikke under tribunerne, men du får hverken lov at drikke eller ryge, mens du ser dit hold spille fodbold.

Derudover det ikke tilladt at stå op, som mange fodboldfans ynder at gøre under fodboldkampe.

– Se hvordan man live streamer Premier League i Danmark

Se vores infografik herunder:

Statistik over hooligans og fodboldvold i Premier League (Infografik)

– Se vores top 10 over verdens største stadions!

Stort set ingen anholdelser i Premier League

Man kan ikke argumentere imod, at de mange, strenge love har hjulpet på mængden af vold. Der blev i sidste sæson foretaget 2,9 anholdelser pr. 100.000 tilskuere i Premier League.

Det svarer nogenlunde til, at der i gennemsnit blev anholdt en enkel tilskuer pr. kamp, hvilket ikke er lavere end mange andre steder.

Det hænger i høj grad også sammen med, hvor værdifuldt et TV-produkt Premier League er. TV-selskaberne BT og Sky Sports betaler næsten 100 millioner kroner for en enkelt kamp, og da er forståeligt, at man vil sikre sig imod ulovligheder på direkte fjernsyn.

Derudover så gør klubberne også deres for at holde ballademagerne langt væk fra tribunerne. Så sent som i januar 2018 uddelte West Ham en livtidskarantæne til en tilskuer i forbindelse med kampen imod West Bromwich på London Stadium.

Den engelske landsholdsspiller Jake Livermore blev tilsvinet af en person, der omtalte hans barn, der omkom under fødslen, og det fik ham til at opsøge kontrontation med ham.

Livermore blev tilbageholdt af vagterne, mens West Ham indledte en undersøgelse, som efterfølgende førte til en livtidskarantæne.

På den måde spiller klubberne også en stor rolle i at få renset ud på tribunerne, så vi alle kan se fodbold i fred og ro.

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2505 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring – både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.